Uddannelsens formål er at uddanne de psykoterapeutstuderende til at kunne kvalificere sig til at anvende CIP’s Integrative psykoterapi, hvis grundlæggende videnskabelige udgangspunkt er psykodynamisk med integration af begreber/metoder/teknikker fra 4 andre terapeutiske retninger; den adfærdsterapeutiske, kognitive, systemiske og eksistentielle retning.
Formålet med den 4-årige psykoterapeutuddannelse er, at de studerende opnår teoretisk viden og praktiske færdigheder samt faglige, personlige og etiske kompetencer, så de kan tilrettelægge og praktisere et psykoterapeutisk forløb, som matcher klientens problematik, personlighed, ressourcer og livsomstændigheder.
Det er ligeledes et formål, at uddanne de psykoterapeutstuderende til at kunne hjælpe klienten til at få indsigt og bevidstgørelse, skabe en holdningsændring og opnå ansvarserkendelse som sammen med afbalancering, ressourceopbygning og kompetenceudvikling kan integrere den nye viden til personlig udvikling, forandring samt nye og bedre handlemuligheder.
Uddannelse har til formål at uddanne og kvalificerer de studerende til at arbejde med klienter, som har forskellige lettere til moderate former lidelser, som f.eks. angsttilstande og fobier, depressionstilstande, stress-tilstande, sorg- og krisetilstande, lettere til moderate spiseforstyrrelser, lettere misbrugsproblemer, lettere psykosomatiske symptomer samt lettere chok og traume tilstande. Ligeledes bliver de studerende uddannet til at behandle klienter som har eksistentielle problemer såsom dødsangst, isolationsangst, meningsløshed m.m.
Uddannelsens formål er endvidere at uddanne de studerende til at arbejde med parforholds problematikker, familieproblematikker og grupper med eksempelvis kommunikationsproblemer.
Det er ligeledes uddannelsens formål at de studerende bliver uddannet i at identificere (men ikke behandle) klienter som har en alvorlig personlighedsforstyrrelse eller en psykiatrisk, psykopatologisk tilstand.
Uddannede psykoterapeuter fra CIP kan efterfølgende praktisere som psykoterapeuter i CIP’s Integrativ Psykoterapi indenfor: individuel terapi, parterapi, familie- og gruppeterapi.